Bliv klar til ungdomsuddannelserne | Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole

Bliv klar til ungdomsuddannelserne

Bliv klar til ungdomsuddannelserne

På VGE lægger vi vægt på, at du bliver mere og mere uddannelsesparat, mens du går hos os. At blive uddannelsesparat handler både om det faglige, det sociale og det personlige.

De fleste af vores elever starter på en gymnasial uddannelse  efter VGE. Her får du mange lektier, så derfor lærer du på VGE at forberede dig til undervisningen. Hver aften er der lektiecafé, hvor du har mulighed for at få hjælp af en lærer.

Eleverne er gode til at samarbejde om at få lavet deres lektier, og specielt matematiklærerne er velkomne gæster i lektiecaféen.

Derudover får du i løbet af det første stykke tid på skolen undervisning i fagene studieteknik og grammatik.

På VGE skal alle tage del i uddannelsesvejledningen. Her vil du komme til at møde gruppevejledning, individuel vejledning og konstruktivistisk vejledning . To gange om året - mindst - skal  du til en vejledningssamtale ved skolens vejleder Lise Hadrup. Her vil du få mulighed for at vende dine overvejelser omkring valg af gymnasium og studieretning.

Det er bestemt også en mulighed at få vejledning rettet mod andre ungdomsuddannelser end gymnasiet. Målet er, at du vælger den uddannelsesvej, som er den rigtige for dig.

Uddannelsesvejledningen på efterskolen

Vejledningen på VGE retter sig selvfølgelig mod uddannelsesvalg. Men også personlig udvikling og mere eksistentielle områder bliver prioriteret.

Selvevaluering 2016 - Uddannelsesparathed på VGE

Download rapport

Et år på VGE giver en nemmere start på ungdomsuddannelserne

De nye fag Bioteknologi og Projektledelse har gjort VGE endnu mere skarp i vores stræben efter at forberede vores elever bedst muligt til en fremtid med ungdomsuddannelser og studier.

De "gamle" VGE-elever, der er startet i gymnasiet, oplever tydeligt, at de har fået et forspring i de boglige fag. Når man f.eks. har haft 4 timers spansk om ugen med Helene - og så starter med begynderspansk på gymnasiet - ja så har man et forspring.

Eller hvis man har haft Latin med Henrik Mathiassen 4 timer om ugen, eller fysik med Lise Jepsen...

De gymnasiale uddannelser er bare nemmere efter et år på VGE. Man er godt klædt på fagligt, men også en bedre studieteknik oplever mange er en stor hjælp.

På lærerværelset samarbejder vi med Gymnasiet og HTX. Vi søger bestandigt at tilpasse vores skole, så den matcher kravene til et moderne gymnasieliv. Derfor tilbyder vi også fagene Latin, Bioteknologi, Cambridge-engelsk og Projektledelse, som et supplement til de traditionelle boglige fag.