Fællesskab giver venskaber for livet

På VGE lærer du 121 andre unge at kende - en overskuelig gruppe, hvor der er plads til, at venskaber kan blomstre på tværs.

Vores elever kommer med et fokus på at dygtiggøre sig inden for de boglige fag og samtidig dyrke deres interesser, hvad enten det drejer sig om musik, teater, forfatter, makerspace og/eller kunst. Du kan jo nemlig vælge flere linjer - se mere her.

Venskab, samvær, menneskelig forståelse og social tolerance er nøgleord på VGE. Vi bygger vores efterskole på, at gensidig tillid, tro på sig selv og hinanden styrker hver enkelt elevs og dermed også fællesskabets trivsel.

Du kan her læse meget mere om, hvordan vi arbejder med trivsel på VGE med for eksempel kontaktgrupper og kontaktlærere.

 

Introuge med masser af hygge

Allerede fra den første dag, hvor introugen på VGE begynder, er din trivsel og samvær med flokken i fokus. 

Du vil starte op med møder og aktiviteter i den lille gruppe (kontaktholdsgruppen), så du stille og roligt lærer flere nye kammerater bedre at kende i løbet af ugen, hvor også stamklasseholdene mødes. I denne uge er vi også på cykeltur til Varde, fællestur til for eksempel Vesterhavet, vi har grill- og bålaften med fællessang og meget mere.

I løbet af året er vi også på tur "ud af huset", hvor vi for eksempel er i teateret eller på musikfestival med andre efterskoler eller måske på skøjte-, kano- eller cykeltur.

Vores temadage, musical, forårskoncerter og rejser fremmer også fællesskabsfølelsen og de mange venskaber, du bygger op i løbet af dit efterskoleår.

Fællesmøde

På fællesmødet, der holdes en gang cirka hver 14. dag, får vi demokratiet til at virke i praksis. Trivselsudvalget, som består af elever, fortæller om deres arbejde og giver bolden op til diskussion om stort og småt fra hverdagen.

Det er også her, at vi snakker om nyt fra lærermødet eller kontaktgrupperne, og eleverne får mulighed for at give deres holdning til kende. Forstanderen deltager på fællesmøderne og fungerer sammen med trivselsudvalgsformanden (elev) som mødeleder.

Fællesmødet har som overordnet formål at øge trivslen for alle på skolen og at danne rammen om en velfungerende demokratisk organisation, hvor alle har muligheden for at blive hørt og på den måde bidrage til fællesskabet.

Det sker også, at vi bruger fællesmødet som en hyggelig omgang sangsamling. 

Vi synger meget

Sangen betyder meget for det sociale liv på VGE. Hver morgen til morgensamlingen synger vi en sang, og fællesmødet bruger vi også ofte til at synge. Så i løbet af skoleåret vil du lære mange nye sange at kende - danske såvel som udenlandske.

Har du lyst til at synge endnu mere, kan du melde dig til skolens kor. Se videoen herunder med en af skolekorets sange, som blev produceret #sammenhverforsig under Corona-epidemien i 2020.

 

Se VGE-korets Corona-sang her (19/20)

Højskoleaften

Højskoleaften på VGE hver onsdag aften giver hverdagen et kulturelt og folkeligt løft ofte med kig ud i den store verden. Det er på højskoleaftener, at vi får besøg af foredragsholdere og gæster udefra.

Ofte er det mindre koncerter med solister eller bands fra MGK og fra konservatoriet i Esbjerg. Efterskolens egne lærere fortæller for eksempel om rejser, eller tidligere elever kommer forbi og optræder eller fortæller.