Ferie og fritid har man selvfølgelig masser af, når man er efterskoleelev. Når du ikke har undervisning i hverdagen, kan du for eksempel spille pool med kammeraterne, game eller hygge i hængekøjerne. Du kan også se film, øve dig i musiklokalet, male, spille badminton eller cykle til Varde for at handle snacks.
Weekenderne på VGE er et dejligt pusterum, og mange vælger at hygge sig på efterskolen i weekenderne.
Weekendens program bliver offentliggjort 1-2 dage, før man skal give besked (tirsdag), om man bliver i weekenden. Programmet er en blanding af afslapning og fælles underholdning og aktiviteter. Der kan også være et tema som "spa", "minecraft","Harry Potter" eller noget helt tredje.
Tager du hjem i weekenden, så kører Efterskolebussen lige til VGE - se mere her
I weekenden er der tid og ro til at lave noget kreativt i kunst, eksperimentere i musik eller game i eSport. På VGE står alle lokaler nemlig altid åbne til elevernes frie afbenyttelse. Der er også mulighed for boldspil i hallen eller på boldbanen, og hvis du er til en gåtur eller løb, så er skoven lige uden for døren.
Weekenden giver også mulighed for lektiesamarbejde og -hjælp og selvfølgelig masser af tid til afslapning og hygge i opholdsstuen. Der er også ofte mulighed for at sove sammen på kryds og tværs.
Noget af det fedeste ved et år på efterskole er al hyggen i weekenden, så sørg for at blive så meget du kan.
Fællesweekender
På VGE har vi i løbet af skoleåret fire blive- eller fællesweekender, hvor alle eleverne skal blive på skolen. I disse weekender styrker vi samværet og venskaberne endnu mere, fordi eleverne oplever og afprøver sig selv og kammeraterne i andre sammenhænge end de sædvanlige i hverdagene.
Søskendeweekend
Hvert år i januar har vi en søskende-weekend, hvor elevernes søskende - såvel yngre som ældre - inviteres på weekend. I løbet af weekenden vil søskende få en god oplevelse af, hvad deres ældre eller yngre søskende laver og hygger sig med på VGE.
Venneweekender
I løbet af skoleåret har vi to weekender, hvor du kan invitere en ven eller veninde af samme køn som dig selv på besøg enten hele weekenden eller dele af weekenden. Vennerne er med til weekendens programpunkter, og såvel elever som venner plejer at synes, at det er rigtig hyggeligt at møde hinandens venner.