Galla er af en årets fineste fester

Eleverne ser altid frem til at arrangere gallafest i foråret. Hele skolen summer af aktivitet, og i ugerne op til får pakkeposten lange arme af alle de pakker med fine kjoler og habitjakker, som eleverne bestiller.

Trivselsrådet dirigerer planlægningen og sørger for at pynte flot op. Køkkenet laver ekstraordinær lækker mad.

I ugerne op til har vores alle sammens dansedronning Berit Borg lært eleverne Les Lanciers, så vi på aftenen kan nyde alle de smukke elever, der danser sammen i hallen.

Selfiestationen er også altid et kæmpe hit!

Juleaften på VGE

Aftenen inden eleverne tager på juleferie er altid så hyggelig på VGE. Vi holder juleaften sammen med alle lærere, og køkkenet sørger for den lækreste julemiddag med flæskesteg, brune kartofler, rødkål og alt det andet. Der er selvfølgelig også vegetarisk julemad. 

Vi spiser risalamande og julegodter, og lærerne underholder hvert år på slap line...

Det er simpelt hen bare en af årets bedste og mest stemningsfulde aftener i fællesskabets skød!

Fra julehygge 2020

Temafester

Trivselsrådet på VGE arrangerer ofte en eller flere hyggelige og sjove fester i løbet af året.

Som for eksempel en temafest, hvor alle klæder sig ud, og der bliver pyntet op. Til sidste westernfest var der udover en vaskeægte westernmenu for eksempel rodeotyr, støvledans, sømslåning og selfiestation. 

Trivselsrådet består af elever, som bliver valgt ind i begyndelsen af skoleåret. Sammen med forstander Poul sørger de for i løbet af året at arrangere alle mulige ekstra sociale arrangementer.

Elevfester

Elevfester udenfor VGE hjælper skolen elevernes festudvalg og forældre med at finde passende fredage til i løbet af året. På dagen sørger vi for en god aftensmad til dem og transport til feststedet. Herefter er festen forældrenes ansvar.

Fastelavn 2021