Forfatterlinje

Fordyb dig i dine tekster på forfatterlinjen

Forfatterlinjen henvender sig til dig, der har lyst til at blive udfordret ­– både i forhold til dine teksters udtryk og indhold.

Undervisningen er opbygget i moduler, og den veksler mellem lærerstyrede opgaver og perioder, hvor du arbejder selvstændigt med dine egne tekster. Vi arbejder med alle mulige genrer og læser anden litteratur som inspiration.

Vi øver os i at blive bedre til at læse vores egne tekster og arbejde videre med dem. Vi arbejder også meget med at give feedback på hinandens tekster, så du kan udvikle dine historier og måder at skrive på. 

Der vil også være spændende gæstelærere i løbet af året.

Du har har tre timer ugentligt på forfatterlinjen, og du kan også vælge valgfaget "Skriv løs", hvis du vil skrive endnu mere.

Vi udvikler os sammen

Som en central del af undervisningen på forfatterlinjen vil du blive trænet i at dele dine tekster, og du vil finde ud af, at det er motiverende at have læsere på.

Du vil blive opmuntret til at læse højt fra dine egne tekster foran gruppen og senere på året foran et større publikum.

Som afslutning på året vil et udvalg af dine tekster komme på tryk i vores årlige antologi. Eleverne ser altid meget frem til at se deres egne tekster i bogen. Vi bruger også meget tid på at udvælge de helt rigtige tekster fra årets løb og finpudse dem til udgivelsen.

Vi har et rigtigt godt samarbejde med Varde Bibliotek, hvor vi også arrangerer højtlæsninger og tager til forfatterforedrag i løbet af året på forfatterlinjen.

Uddrag af tekster

Fra udgivelsen: "På den anden side - det er alt sammen tekster"

Jeg er din underbevidsthed.

Jeg snakker uden at blive snakket til.

Jeg er mavefornemmelser og drømme,

der råber for at blive hørt.

Der løber smukke bække og grønne skove

i drømme og tanker,

hvis man lader dem blomstre.

Isalina, 20/21

Fra udgivelsen: "På den anden side - det er alt sammen tekster"

Tristhed er en slags træthed, der ikke flytter sig

den gemmer sig i en ukendthed

det behøver ikke at hedde noget med hed

men heden i helvede hører sig til de dybe nætter,

hvor man ikke kan sove

Carl-Emil, 20/21

Hør elever fra 20/21 læse udvalgte tekster op

...det siger andre

Jeg er begyndt at tage bedre imod udfordringer, der kan gøre mig bedre til at skrive og komme ud af min komfortzone. Jeg er blevet bedre til at forstå, at teksten ikke skal være perfekt fra starten, og at selv de bedste tekster kan kalde på justeringer. Jeg er også blevet bedre til at dele mine tekster. Jeg har før i tiden følt mig presset til at skrive lange tekster, men nu har jeg lært at helt korte tekster kan have lige så høj værdi.

Forfatterlinjen 19/20