Lækker mad og økologi er i højsædet

Mad af høj kvalitet er meget vigtig på VGE. Vi er så heldige at have et virkeligt dygtigt køkkenhold, som laver dejlig mad til os hver dag. De arbejder ud fra de syv kostråd og sørger for, at vi får nok af alt det gode. 

Økologi er også et stort fokus, og vi har på nuværende tidspunkt bronzemærket i økologi. Det betyder, at vi i køkkenet anvender mellem 30-60 procent økologiske råvarer i madlavningen på efterskolen. Det er dog slet ikke nok, så vi arbejder selvfølgelig hele tiden på at få endnu mere økologi ind, så vi kan opnå sølvmærket.

Læs mere om øko-mærket her

Særlige ønsker til kosten

Har du særlige ønsker til diætkost, slankekost, vegetarkost eller kost tilpasset din religiøse baggrund, så klarer vi naturligvis også det.

Vi tager en snak om dine behov inden skoleårets start, så vi ved, hvad du kan spise. Vi har i forvejen en stigende andel af elever, der spiser vegetarisk, så der er altid vegetariske retter på bordet. 

Til hverdag og fest

Vi laver mad efter årstidens råvarer og traditioner, så vi får selvfølgelig and til Mortensaften, flæskesteg til jul og koldskål om sommeren.

Når vejret er til det, griller vi også gerne og smækker en snobrødsdej sammen til gløderne. VGE ligger fantastisk i skovkanten med dejlige grønne områder omkring skolen, så vores bålplads er et populært opholdssted i sommerhalvåret.

Se mere om skolens bygninger og området her.

Køkkenarbejde

Eleverne deltager kun i begrænset omfang i køkkenarbejdet. Det drejer sig i hverdagen om afrydning efter måltiderne – efter aftensmaden endvidere opvask. Det går på tur i grupperne.

I weekender deltager eleverne sammen med tilsynslæreren i tilberedning af aftensmaden.

Den begrænsede "køkkentjeneste" er et udtryk for en prioritering af det faglige og linjemæssige indhold på VGE, da det frigiver mere tid til undervisning.