Rytmisk samspil | Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole

Rytmisk samspil

Rytmisk samspil

Masser af muligheder

Alle på musiklinjen kommer med på et rytmisk sammenspilshold. Det er her vi lærer at spille sammen som band og får prøvet af, hvordan det er at spille sammen med de andre instrumenter.

Her kan man være med, hvad enten man er øvet eller nybegynder og vi spiller ofte numre i mange forskellige genrer. Det kan både være rock, pop, reggae, punk, soul, indie eller funk, og det er her vi lærer grundprincipperne i sammenspil. Alle instrumenter i en almindelig rytmegruppe er selvfølgelig repræsenteret, men du er også velkommen hvis du f.eks. spiller et blæserinstrument som saxofon, trompet, eller måske klarinet.           

Vi lærer om form, opbygning og dynamik - at der f.eks. er forskel på hvordan man spiller i et vers og i et omkvæd. Er man frisk, kan der selvfølgelig også blive plads til en solo.                           

Musiklærerne lægger stor vægt på at der er en rød tråd mellem fagene på musiklinjen. F.eks. solo og sammenspil – du kan få hjælp af din egen solo-lærer til at forbedre dit spil eller løse udfordringer på de numre i spiller på sammenspilsholdet, og teori og hørelære er en vigtig medspiller til at skabe et fælles sprog og en fælles forståelse instrumenterne imellem.

Der undervises i faget 2 lektioner om ugen og vi spiller i et af skolens tre øvelokaler, der har alt det udstyr man skal bruge; både guitarer, basser, forstærkere, trommesæt, keyboards, sanganlæg,  mikrofoner, percussion og meget mere. Du er selvfølgelig meget velkommen til at medbringe dit eget instrument til VGE, hvis du har lyst! 

Indspilning af VGE CD

Alle holdene indspiller i slutningen af året et nummer til årgangens egen CD, i VGE’s eget professionelle lydstudie, og vi spiller selvfølgelig flere koncerter i løbet af året. På sammenspil får du altså mulighed for at prøve kræfter med alt lige fra live-action til studie-nørderi, samt gode råd og fifs som du kan tage med videre til dit eget band.

Obligatoriske linjefag

På musiklinjen har vi 3 obligatoriske fag som du automatisk får på skemaet, når du vælger musiklinjen

Musikteori Soloundervisning Rytmisk samspil