Weekender på VGE | Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole

Weekender på VGE

Weekender på VGE

Weekenderne på VGE er et dejligt pusterum fra en travl hverdag, og vi har forholdsvis mange elever hver weekend, da vi også har en del elever, som har langt hjem.


Weekendens program - der offentliggøres af tilsynslærer 1-2 dage, før man skal give besked (tirsdag aften), om man bliver i weekenden - er en blanding af afslapning og fælles underholdning/aktiviteter. I weekenden er der tid og ro til at lave noget kreativt i Kunst eller til at eksperimentere i Musik. Der er mulighed for boldspil i Hallen eller boldbanen, og hvis du er til jogging eller løb, så er skoven lige uden for døren. 

Weekenden giver også mulighed for lektiesamarbejde og -hjælp og ikke uvæsentligt - tid til afslapning og snak i opholdsstuen.

Fællesweekender
På VGE har vi i løbet af skoleåret 4 blive- eller fællesweekender, hvor alle eleverne skal blive på skolen. I disse weekender styrkes samværet og venskaberne endnu mere, fordi eleverne oplever og afprøver sig selv og kammeraterne i andre sammenhænge end de vanlige.

I den første bliveweekend er eleverne medarrangører af og -ansvarlige for afviklingen af hhv. forældredagen og Efterskolernes Dag.


De øvrige fælles-weekender er weekends med opførelser af hhv. revy og musical, samt forårskoncerter. Forud for disse weekender er der gået masser af øvetimer med "blod, sved og tårer" for at opnå det optimale, når det endelige resultat skal "fyres af" på scenen. Det er "hårde" weekender, hvor du som VGEelev får afprøvet og ofte overskrider grænser, du måske ikke troede, at du kunne klare. Og det er weekender, der huskes - for masser af gode og fælles oplevelser.

Søskendeweekend
Hvert år i januar har vi en søskende-weekend, hvor elevernes søskende - såvel yngre som ældre (6-90 år) - inviteres på weekend - lørdag-søndag eftermiddag. I løbet af weekenden vil søskende få lidt indsigt i, hvad deres ældre/yngre søskende arbejder med og oplever på VGE; fx. vil de kunne vælge sig på og "snuse til" teatersport, kunst, musik og idræt. Endvidere vil de være med til fælles aktiviteter, fællesaften m.v., kort sagt opleve det sociale samvær og hyggen - også i opholdsstuen og på værelserne.

Venneweekender
I løbet af skoleåret har vi 2-3 weekender, hvor du kan invitere en ven eller veninde af samme køn som dig selv på besøg enten hele weekenden eller dele af weekenden. Vennerne er med til weekendens programpunkter, og såvel eleverne som vennerne synes, at det er rigtig hyggeligt at møde hinandens venner.